Hvad er frimureri?
Mennesker med fælles interesser og fælles synspunkter søger ofte sammen i foreninger for der at dyrke det, de finder vigtigt og værdifuldt for dem selv.
Sådan er det også med frimureriet, der i flere hundrede år har samlet mænd i et broderligt fællesskab, men den markante forskel på frimureri og andre interesse-fællesskaber er, at frimureriet alene beskæftiger sig med livskvalitet og helhed i tilværelsen.
Engang var frimureriet kun for de få indviede. Det var det højere borgerskab og de royale, men i dag er logerne for alle samfundslag og i højere og højere grad også for de unge.
I næsten alle andre foreninger, har hver generation har sine egne gøremål og interesser og derved er der en tendens til at generationerne automatisk isolerer sig i forhold til hinanden.
Frimureriet går på tværs af dette, fordi frimureriet giver integration mellem aldersgrupper og samfundslag og det har en enorm værdi i sig selv at flere generationer kan gå sammen om menneskelig udvikling.
Dertil kommer, at frimureriet ikke på nogen måde indoktrinerer medlemmerne en bestemt lære, tværtimod. Hver enkelt person står helt frit i sin egen udlægning af de symboler og ritualer en frimurer bliver præsenteret for og derfor tager oplevelser, inspiration og udvikling i frimureriet kun sit udgangspunkt i det enkelte menneskes helt egen forudsætning.
Frimureriet ser nemlig en meget stor opgave i at bevare respekten for det enkelte menneske og dets egen indre værdi, en værdi som skal være ukrænkelig og uafhængig af den hurtigt fremadskridende udvikling.
Samfundsudvikling, den stigende levefod, den øgede materialisme og presset på livsstil er markante i den tid, vi lever i og her kommer frimureriet ind i billedet som en afbalancering af det materialistiske liv og det menneskelige liv.
At være frimurer og det at gå i loge, er et pusterum i denne travlhed, hvor man i ro og mag kan beskæftiger sig med blikket rettet mod sig selv og bedømme sig selv i lyset af sine omgivelser.
Hvis man – efter gennemlæsning af hvad frimureri er – har forstået det som noget tørt og humor forladt, skal det bemærkes, at humoren også har sin naturlige plads i frimureriet.